Arbejdsdag på Kløverbakken

I lørdags havde vi inviteret til forårets store arbejdsdag. Alle var velkomne til at komme og give en hånd med ved klargøring til foråret. Opgaverne var der mange af, og heldigvis var der som sædvanligt også mange der mødte op for at hjælpe, det er virkeligt dejligt med så stor en opbakning. Vejret var noget vådt i starten, men blev heldigvis meget bedre, så det var svært at komme ind, da det blev spisetid. Der blev bl.a. frisket op i hønsehus og hønsegården, renset blade op af havedammen, roserne blev klippet ned, terrassen blev renset for mos og ukrudt, så havestolene kunne findes frem, vinduer pudset, jagtet mos i græsplænen, og kanterne blev rettet til, alt dette og meget meget mere.

Det er dejligt og en stor hjælp for os, alt det vi får lavet på arbejdsdagen, men endnu vigtigere er det, at mærke den lyst, der er for at bidrage til, at Kløverbakken forsat er et godt og fint sted at være. Og muligheden for at pårørende kan mødes og snakke på tværs af familierne, er meget værdifuld for os alle.

? EN STOR TAK TIL ALLE FOR DEN STORE INDSATS, OG EN RIGTIG HYGGELIG DAG ?