Monthly Archives: juni 2019

Sommerferien står for døren, det gælder også for eleverne på Klejtrup musikefterskole, og det betyder også at eleverne skal skilles efter et år med mange oplevelser sammen. Torsdag eftermiddag var alle 103 elever rundt i byen for at tage afsked. Kløverbakken har flere gange haft besøg af eleverne og nydt deres kunnen med musik og sang. Derfor var det nærliggende, at de også kom forbi Kløverbakken for at synge en sidste gang. Vejret var godt, så det kunne foregå ude på terrassen, og hvis vi klemte os lidt sammen, kunne vi sagtens være der. Det var en fantastisk flot og rørende lille koncert, som gav os lov til at fornemme lidt af, hvad de har været igennem det sidste år. I forbindelse med den lille koncert, blev eleverne på Kløverbakken, for at holde en fortjent pause med sodavand og kage, inden de skulle afslutte rundturen ved Brugsen.

Fra alle os på Kløverbakken skal lyde en stor tak for en rigtig flot koncert, og for alle jeres forskellige besøg i årets løb. Det har været rigtig godt for os, om det har været en klassisk koncert eller I var her for at observere en arbejdsplads. Rigtig god vind til jer alle??

Det har længe været et stort ønske, at vi kunne få rigtig koldt vand til at drikke. Det ærgrede os med alt det vand, der gik til spilde, for at vi kunne få noget koldt vand at drikke. Nu har vi så fået anskaffet et koldtvandsanlæg. Anlægget kan mere end at give almindelig koldt vand. Vi kan også tappe dansk vand med brus, og i den sidste af de tre tappehaner, kommer der den dejligste kolde fadøl ud, hvis man er til det. Anlægget har vi installeret i et par skabe fra Ikea, lige ved siden af køkkenet, så det er nemt at komme til. Det står lige under det gamle store billede, hvor hestene står og drikker vand, så det var indlysende, at det skulle hedde "Trugget".

Vi har allieret os med det lokale Ugelris Gårdbryggeri om at levere øllet. Første gang blev det en "Mørk Lager", som kommer ud af hanen. Når den er tom, kører vi en tur i bussen ud til Ugelris, for at vælge en ny øl.

Det er selvfølgelig meget rart og hyggeligt med nogle dejlige kolde Dansk vand og fadøl at drikke, men det er også med den bagtanke, at det er vigtig at holde væskebalancen oppe i sommervarmen.