Demensaften på Kløverbakken d. 18. marts

Link til kalender

demens

Den dag mormor fløj mit modelfly op på plejehjemmets tag...

- en bog om demens skrevet af børn

”Jeg hedder Sam, jeg er 9 år gammel. Jeg har et modelfly…..Jeg HAVDE et model-fly….Mormor har fløjet det op på plejehjemmets tag. Og man må slet ikke flyve så højt! Men mormor ka’ li’ at tage chancer…..” ”I dag hentede bedstefar os i skolen. Og da han stod ud af bilen, havde han ingen bukser på! Min storebror var der med alle sine cool venner. Det var hyle-skægt. Min bror blev helt rød i hovedet….”

Mød bogens ophavsmænd på Klejtrup Friplejehjem.

Hvad tænker engelske børn og unge om demens? Og hvorfor er det vigtigt? Hvorfor er børn og unge bedre til at snakke om demens end voksne? Og hvad kan vi (voksne) bruge det til?
I bogen ”Dementia Diaries” (demens-dagbog) fortæller fire britiske børn og unge om deres liv tæt på bedsteforældre med demens. Fire hudløst ærlige og umiddelbare fortællinger – alle båret af en skøn kombination af alvor og humor.

I marts kommer Emma og Matthew fra SILK (Social Innovation Lab for Kent, England), der står bag bogen, til Region Midtjylland for at fortælle, om hvordan og hvorfor bogen blev til: Om samarbejdet med børn og unge, og hvorfor det betyder så meget, og hvad vi som voksne pårørende eller professionelt uddannet plejepersonale kan lære af de unge.

Emma og Matthew gæster Klejtrup Friplejehjem til en aften med fokus på at ”sætte demens i parentes” – så demens ikke bliver det vigtigste i forhold til vores demente pårørende.

Da Emma og Matthew kommer fra Kent i Syd-England og har det bedst med at tale engelsk, kommer aftenen til at foregå på engelsk, men vi hjælper hinanden med både at fortælle og forstå. Emma og Matthew er begge meget levende fortællere og sætter en stor ære i at komme i dialog med tilhørerne – unge som ældre.

Vi håber, at rigtigt mange vil benytte sig af denne lejlighed til dels at få et frisk pust, et spændende og tankevækkende oplæg og forhåbentlig en god snak – og måske også til at se Friplejehjemmet, hvis man ikke lige har været der før.

Der vil blive serveret forfriskninger – og vi håber på lidt musikalsk underholdning undervejs.

Link til kalender